Demensugen den 6.-12. maj 2024

Deltag i Demensugen

Sådan lyder opfordringen fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. Organisationen, der også står bag det nationale demenssymbol – et gratis hjælpemiddel til mennesker med demens - har nu i 7 år iværksat en kampagne for demensvenlighed i uge 19.

I år er fokus på demensvenlighed i kultur- og fritidslivet, fordi 83% af dem, der har fået en demensdiagnose trækker sig fra sociale aktiviteter og tilbud i kulturliv og foreninger. Rigtig mange mennesker – særligt i et let til moderat stadie af sygdommen - har fortsat lyst til og mulighed for at få langt større glæde af fællesskaber og oplevelser i kultur- og fritidslivet. Vi kan være med til at vise mennesker med demens, at de er velkomne med gratis materialer fra Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark.

Fysiske og digitale materialer kan bestilles her https://demensvenligtdanmark.dk/materialer/

Skynd jer, hvis I vil markere demensvenlighed i uge 19. Det er i år d. 6. – 12. maj. Indsatsen kan imidlertid fint ligge på andre tidspunkter og materialer bestilles så længe lager haves.

Der er allerede flere kirker, der deltager i Demensugen. Ofte i samarbejde med kommunale demenskoordinatorer eller frivillige i f.eks. Ældre Sagen. 

Demensugen kan være en god anledning til at tydeliggøre det store demensarbejde, som foregår i de lokale kirker eller en mulighed for at orientere sig mere i den retning. Man kan f.eks. lave et cafe-arrangement for mennesker med demens og pårørende eller hænge plakat/klistermærke op, der signalerer demensvenlighed eller sende en pressemeddelelse til lokalavisen, som I kan rette til med egne aktiviteter eller tilkendegivelser om demensvenlighed. 
I næste uge lancerer Demensvenligt Danmark en musikvideo, der til billeder af demensvenlige aktiviteter bruger Rugsted og Kreutzfeldts 80er hit ”Ta` med” Det er også navnet på den landsdækkende demensugekampagne! Det kunne være, at nogle kirkekor kunne synes, at det var sjovt at synge ”Ta’ med” og lægge video op på sociale medier med en tekst om, at mennesker med demens selvfølgelig også er velkomne i kirken :-) 

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark er en ikke kommerciel organisation, der arbejder for bedre hjælp til mennesker med demens i det offentlige rum. Den består af medlemsorganisationerne: FOA, Ældre Sagen, Alzheimerforeningen, Pårørende i Danmark, Demenskoordinatorer i Danmark, Socialpædagogerne, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeuterne, Faglige Seniorer, Danske Professionshøjskoler. 

Yderligere information fås hos Pia Mckee, netværkskonsulent i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark: Pia@demensvenligtdanmark.dk /23289714