Stiftspræstestævne 2024

Kære præster,
Hermed Invitation med program til det Årlige Stiftspræstestævne, der i år holdes tirsdag den 11. juni 2024 og onsdag den 12. juni 2024 på Golf Hotel Viborg, Hans Tausens Alle 2, 8800 Viborg.

Der serveres morgenkaffen tirsdag den 11. juni 2024 kl. 9.00 i Golfsalonens glasveranda.

SIDSTE TILMELDINGSFRIST er tirsdag den 21. maj 2024 kl. 12.00.

Program

Kl. 9.00: Morgenkaffe, Golfsalonens glasveranda

Kl. 9.30: Velkomst ved biskop Henrik Stubkjær

Kl. 10-12: Dør Jesus ’for synd’ i Markusevangeliet?
Ved Morten Hørning Jensen, ph.d., professor i ny testamente på Menighedsfakultetet, Aarhus og faglig leder af oversættelsen af Det Nye Testamente for Bibelen 2036
”Hvad godt gør Jesu død? Hvad sker der, hvis vi tager dette spørgsmål tilbage til det ældste evangelium, Markusevangeliet? Mit bud er: Noget overraskende. Markus siger nemlig ikke sort på hvidt, at Jesus dør 'for synd' men lader i stedet "evangeliet" forklare, på hvilken måde en død Messias er godt nyt”.

Kl. 12.00: Frokost

Kl. 13-15: Det fælles bedste: Om menneskelig værdighed, relationelt liv, det fælles bedste og personalismens perspektiv til en senmoderne tid
Ved Jonas Norgaard Mortensen, cand.scint.pol og forfatter til ”Det fælles bedste”
I det 20. århundrede omsatte kulturkæmpere som fx Martin Luther King gudbilledlighed og personalisme til en kamp for menneskers værdighed, retfærdighed og relationer. Men hvad står filosofien personalisme for? Hvordan har kristen antropologi guidet kulturkampen for menneskelig dannelse og demokrati? Og hvilke perspektiver har personalisme til moderne liv og tidens eksistentielle vilkår?
Jonas Norgaard Mortensen inspirerer med perspektiver og lægger op til samtale.

Kl. 14.45: Kaffe

Kl. 15.15-16.45: Tjenstligt møde: Nyt fra stiftet ved Biskop Henrik Stubkjær

Kl. 17.00: Psykosocialt arbejdsmiljø i folkekirken
Møde sammen med stiftets menighedsrådsformænd og -kontaktpersoner. Ledet af stiftsudvalget for psykisk arbejdsmiljø

Kl. 18.30: Indkvartering og omklædning

Kl. 20.00: Festmiddag
Undervejs: Koncert med Erling Andersen og Jesper Brun Jensen: Spirituals

Kl. 22.00: Revy

ONSDAG den 12. juni 

Fra 6.30: Morgenbuffet

Kl. 9.00: Morgenandagt i domkirken ved provst Brian Krüger Iversen, Herning Søndre Provsti

Kl. 10-12: Dåbsritualer og tekstbrug
Ved Lone Fatum, lektor emer. i Ny Testamente ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet
Den traditionelle brug af Mark 10,10-13 forudsætter forestillingen om arvesynd og angsten for udøbte spædbørns fortabelse.
Hvorfor bruge en tekst som bygger på skræmmende og negativt tankegods og så lade, som om det er en dåbstekst?
Hvorfor ikke bruge Gal 3,27-28, som eksplicit handler om dåb, og som positivt gør rede for, hvordan der i dåben sker en åndelig nyskabelse af det naturlige menneske?
Foredraget vil præsentere en kontekstuel læsning af de to tekster og lægge op til en diskussion af de historiske og teologiske forestillinger, de hver for sig forudsætter.

Kl. 12.00: Frokost

Kl. 13.00: Hilsen fra ærkebiskop i den lutherske kirke i Nigeria, Musa Panti Filibus

Kl. 13.30: Gud skaber svingningerne. Hartmut Rosa og Gerd Theißen om resonans og religion
Ved Mikkel Gabriel Christoffersen, adjunkt i praktisk teologi på Det Teologiske Fakultet i København
Ifølge sociologen Hartmut Rosa er religion en mulig kilde til det gode liv. Denne positive fortolkning af religionen gør Rosas sociologiske resonansteori bemærkelsesværdig. Imidlertid har teologen Gerd Theißen allerede i 1978 undersøgt sammenhængen mellem resonans og religion. I dette foredrag systematiserer og eftertænker Mikkel Gabriel Christoffersen resonansbegrebet hos Hartmut Rosa og Gerd Theißen. For er Gud én resonansdimension blandt flere – eller er det Gud, der skaber svingningerne? 

Kl. 15.15: Kaffe og afslutning